torsdag, juli 16, 2015

Det allerbedste på havegrillen - hel grillet kylling



Jeg griller ikke alt og hele tiden, synes faktisk at det at have grillen tændt hører sig sommeren til. Men så nyder vi til gengæld fuldt ud de gange, der bliver fyret op under kullene og det grillede måltid synes at smage så meget bedre, da det ikke er noget vi spiser så tit.

En af mine yndlings gæsteretter på grill er kylling, og den skal grilles hel. Kødet holder sig meget saftigt, når det ikke skæres ud, før det grilles og kyllingen bliver flot gylden alligevel.

Jeg har fået øjnene op for rosa peberkorn som hakkes, blandes med f.eks. hvidløg, citronskal, oregano salt og peber. Rosa peberkorn er ikke stærke som almindeligt peber, smagen kan beskrives som lettere parfumeret og det klæder kyllingekødet rigtig godt.

Én hel kylling skal grilles ca. 5 kvarter ved indirekte varme. Dvs. Der skal ikke grillkul under kyllingen. Kullene lægges i siderne af grillen hele vejen rundt om kyllingen. Læg en drypbakke i bunden af grillen under kylllingen, så samler den fedt og saft op fra kødet. En god måde at kontrollere om kødet har fået nok er at hive i et kyllingelår. Hvis det let løsner sig fra kyllingen, vil hele kyllingen typisk være gennemstegt.

Server det tilbehør du kan lide og har lyst til som f.eks. nye kartofler med dild og smørklat, en god salat med frisk bælgede ærter eller en dejlig tomatsalat af solmodne tomater.

Planlægning
Kyllingen kan gøres i stand og krydres mange timer før den skal grilles. Opbevar den i køleskab til den skal på grillen. Du kan også vælge at servere tilbehør til som kan laves i god tid, eller du kan lave tilbehøret klar mens kyllingen ligger på grillen.

Budget
Prisen på tilberedelse af retten afhænger meget af  hvilken kvalitet kylling, du indkøber. Jeg anbefaler ikke at købe frosne kyllinger, de smager typisk af meget lidt og kan have tendens til at virke lidt vandede, når de bliver tilberedt. Retten kan snildt laves for under 100 kr. med en kylling af god kvalitet.

God fornøjelse :-)
Line & Marianne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar