onsdag, juli 29, 2015

Blomkålssymfoni en super lækker og billig gæsteforret


Jeg har købt et super flot snehvidt og lækkert blomkålshoved i en gårdbutik i Søsum og tænker at denne grøntsag, som jo oftest optræder som tilbehør, skal have lov til at få hovedrollen i en dejlig forret. Derfor serverer jeg en lille tallerken med 3 forskellige blomkålsretter - en blomkålssymfoni kan man vel kalde det :-)

  • En kold salat af blomkål med fintsnittede skiver af rå blomkål, urter og en dressing af grov sennep.
  • Bagt blomkål med spidskommen og koriander serveret med bagt blomkålsmos smagt til med masser af purløg
  • Gratin af blomkål og kartofler bagt i bagepapir i en form så er den lige til at vende ud på tallerkenen når den har kølet lidt af. Server den med en god sjat trøffelolie på toppen.

Jeg serverer også en enkelt tomatsalsa til og så er en billig og super lækker forret klar.

Planlægning
Den rå blomkål kan snittes og sennepsdressing røres sammen i god tid. Blomkål kan bages mange timer før det skal bruges og mosen kan også laves klar i mange timer før, du skal servere den. Gratin kan sagtens serveres kold (dog ikke køleskabskold, så tag den ud 30. min servering), hæld trøffelolie over når du serverer den. Opbevar alt i køleskab.

Budget
Denne ret ser ud af meget, men er  langt fra dyr at lave. Hvis du ikke har trøffelolie i huset kan du hælde en god olivenolie over i stedet. Blomkålssymfoni til 4 personer kan laves for ca. 50 kr.

tirsdag, juli 21, 2015

Pizza er lækker gæstemad



Jeg serverer ofte hjemmelavet pizza for mine gæster. Jeg kender ikke nogen, hverken store eller små, der ikke kan lide pizza, hvilket gør det til en rigtig god gæsteret. Mange af de gode restauranter har også slået sig op på gourmetpizzaer og når de kan, så kan vi også :-)

Det er naturligvis mest delikat, hvis du selv laver pizzadejen. Sørg for at ælte dejen rigtig godt og læg den til hævning i køleskabet i en skål med plastfilm over. Har du ikke tid eller tålmodighed til selv at ælte dejen, så kan man sagtens købe en færdig pizzadej, som typisk ligger på køl i supermarkederne. Jeg vil dog ikke anbefale at købe en færdig frossen pizza, bunden bliver aldrig god og uanset hvor meget du pynter på fyldet, så bliver det aldrig rigtig lækkert.

Rul dejen ud så tyndt du kan og fordel først fyldet på bunden, lige før den skal i ovnen. Det kan klart anbefales at investere i en bagesten, hvis du ofte bager pizzaer. Varm både stenen og ovnen rigtig godt op, før du sætter pizzaen til bagning. Jeg plejer at bage ved 250 grader, så bliver bunden dejlig sprød.

Muligheder for fyld er stort set uendeligt, og det behøver ikke altid at være med tomatsauce og mozzarellaost. En af mine yndlingspizzaer uden sauce men med tynde skiver kartoffel, frisk rosmarin og gedeost. En anden favorit er pizza med blå ost og parmaskinke.



Jeg kan godt lide lidt grønt til min pizza, så jeg serverer typisk enten tomatsalat med oliven, basilikum og løgringe eller en enkel blandet salat til.

Planlægning
Det gode ved pizza er, at meget kan gøres færdigt i forvejen og en pizza kan endda fryses ned og varmes op lige før servering. Pizzadejen kan sagtens hvile i køleskab i mange timer og helt op til 1 døgn. Tomatsauce, rivning af ost, snitning af grøntsager og kød kan ske mange timer før, det lægges på pizzabunden, læg i en pose og opbevar i køleskabet.

Budget
Hvis du selv laver dejen og ikke lægger for dyrt fyld på, kan du sagtens lave en pizza gæstemiddag til 4 for 200 kr.

lørdag, juli 18, 2015

Sommeren lagt på flaske




I dag er dette års bærlikør startet op med masser af skønne skovjordbær som jeg forøvrigt bruger som bunddække i haven. De kommende måneder blive sylteglasset suppleret med bl.a. hindbær, ribs, solbær og blåbær. Du kan bruge, hvad du har tilgængeligt eller kan  købe i butikkerne. Små ikke så vandholdige bær egner sig bedst, da de giver den bedste smag uden at udvande alkoholen for meget. Jeg bruger en billig vodka som basis for bærlikøren og tilsætter ca. 200 g sukker pr. liter. Opbevar glasset et mørk sted og vend bunden i vejret på det et par gange om ugen, indtil sukkeret er opløst. Sørg for at der er tilsat så meget vodka, at frugerne er dækkede.

Lad likøren trække 3-4 måneder, si den gennem et rent viskestykke og hæld den på flasker.
Likøren smager dejligt som den er til te eller kaffe, med isterninger som velkomstdrink eller brug den til en kir à la Danmark sammen med hvidvin.


God fornøjelse
Line  & Marianne

torsdag, juli 16, 2015

Retro! Det kan vi lide - marengsbund med frisk frugt


Nogle vil mene det er lidt kikset og for meget "suppe, steg og is", men jeg får altid mange smil og glade ansigter retur, når vi serverer Pavlova eller margensbund med is og frugt for vores gæster. Desserten er børnevenlig og så ser den rigtig flot ud, specielt hvis du kan få fat i frugter i mange forskellige farver.

Planlægning
Bunden tager ikke ret lang tid at lave, det der tager mest tid er den lidt langsomme bagetid i ovnen da marengs skal bages lang tid ved svag varme. Til gengæld kan bunden holde sig en del dage og kan derfor med fordel laves færdig i rigtig god tid. Læg den i en plastpose eller i en kagedåse men vær forsigtig da den let går i stykker.

Budget
Økonomien afhænger af den type frugt du bruger samt prisen på isen. Desserten kan laves for 75 kr.

Limeonade - sommer kom an :-)



Jeg laver tit en læskende limeonade baseret på friskpressede limefrugter og citroner. Det smager virkelig dejligt og slukker tørsten rigtig godt på en varm sommerdag. Limeonaden smager også forrygende med en sjat gin eller vodka, isterninger og lidt vand med brus og det gør den hermed meget velegnet som velkomstdrink.


Planlægning
Limeonade kan laves i god tid da den kan holde sig mindst 3-4 dage i køleskab.

Budget
Der skal kun bruges sukker, lime- og citronsaft til tilberedningen så alt efter hvor billigt du kan købe frugten kan 1 liter limeonade laves for under 50 kr.

God fornøjelse
Line & Marianne

Sommerens nye dejlige kartofler kan så meget



Der er bare noget med nogle af os danskere og nye kartofler. Jeg synes at almindelige kogte kartofler er noget af det mest triste, men jeg er simpelthen VILD med nye kartofler, som lige er blevet hevet op af jorden. Den cremede, milde smag med hver bid der smelter på tungen, det er altså bare så godt :-)

De nye kartofler kan varieres i det uendelige. Kogte helt enkelt med en klat smør og klippet dild eller purløg. Kold traditionel kartoffelsalat med creme fraische dressing. Eller måske det aller bedste - kartoffelmad på godt rugbrød - muuuuums



Planlægning
I sommerperioden har jeg næsten altid en portion kogte kartofler stående i køleskabet, så kan en lækker kartoffelret være klar på under 10 min. Ret praktisk hvis der dukker uventede gæster op, som bliver og spiser med eller en god måde at tage stresset af en planlagt gæstemiddag. En af mine favoritter som fungerer rigtig godt som tilbehør til næsten hvad som helst, er kolde kartofler med hakket persille, høvlet parmesan og en dressing rørt sammen af citronsaft, olie, salt og peber.



God fornøjelse
Line & Marianne

Marcipantærte med alt det gode du kan drømme om :-)







All in marcipantærte er én af de opskrifter i Hjælp! vi skal  have gæster bogen som jeg holder mest af.

Denne dejlige tærte med masser af gode ting i egner sig helt sikkert ikke under en slankekur. Den er fyldt med smør, marcipan, sukker, æg, frugt og chokolade. Til gengæld er den tung og smager af meget,så man kan nøjes med et lille stykke og en enkelt kage rækker til pænt mange mennesker.

Du kan læser mere og prøve opskriften som ligger under fanebladet "Prøv en opskrift" her på bloggen.

Du kan med fordel lave tærten i god tid og meget gerne dagen før du skal byde dine gæster på den, det bliver den kun bedre af.

God fornøjelse
Line & Marianne

Det allerbedste på havegrillen - hel grillet kylling



Jeg griller ikke alt og hele tiden, synes faktisk at det at have grillen tændt hører sig sommeren til. Men så nyder vi til gengæld fuldt ud de gange, der bliver fyret op under kullene og det grillede måltid synes at smage så meget bedre, da det ikke er noget vi spiser så tit.

En af mine yndlings gæsteretter på grill er kylling, og den skal grilles hel. Kødet holder sig meget saftigt, når det ikke skæres ud, før det grilles og kyllingen bliver flot gylden alligevel.

Jeg har fået øjnene op for rosa peberkorn som hakkes, blandes med f.eks. hvidløg, citronskal, oregano salt og peber. Rosa peberkorn er ikke stærke som almindeligt peber, smagen kan beskrives som lettere parfumeret og det klæder kyllingekødet rigtig godt.

Én hel kylling skal grilles ca. 5 kvarter ved indirekte varme. Dvs. Der skal ikke grillkul under kyllingen. Kullene lægges i siderne af grillen hele vejen rundt om kyllingen. Læg en drypbakke i bunden af grillen under kylllingen, så samler den fedt og saft op fra kødet. En god måde at kontrollere om kødet har fået nok er at hive i et kyllingelår. Hvis det let løsner sig fra kyllingen, vil hele kyllingen typisk være gennemstegt.

Server det tilbehør du kan lide og har lyst til som f.eks. nye kartofler med dild og smørklat, en god salat med frisk bælgede ærter eller en dejlig tomatsalat af solmodne tomater.

Planlægning
Kyllingen kan gøres i stand og krydres mange timer før den skal grilles. Opbevar den i køleskab til den skal på grillen. Du kan også vælge at servere tilbehør til som kan laves i god tid, eller du kan lave tilbehøret klar mens kyllingen ligger på grillen.

Budget
Prisen på tilberedelse af retten afhænger meget af  hvilken kvalitet kylling, du indkøber. Jeg anbefaler ikke at købe frosne kyllinger, de smager typisk af meget lidt og kan have tendens til at virke lidt vandede, når de bliver tilberedt. Retten kan snildt laves for under 100 kr. med en kylling af god kvalitet.

God fornøjelse :-)
Line & Marianne

tirsdag, juli 14, 2015

Den skønneste ”Sommersalat”




Hvis man er gæst hjemme hos os, ved man aldrig hvad man kan blive udsat for :-) Vi elsker at spise ude og får dermed ny inspiration til retter vi kan prøve af på vores gæster.

En virkelig skøn sommersalat, med noget af det bedste den danske sommer kan byde på - nemlig jordbær, er blevet til på baggrund af et besøg på en lækker restaurant i LA.

Det er ganske enkelt men yderst lækkert:  Masser af små spæde spinatblade evt. blandet med andre salattyper som f.eks. rucola og krølsalat. Nødder eller ristede pinjekerner, masser af solmodne skivede jordbær, tørrede tranebær og så dressing af blendede hindbær, Dijon sennep og balsamico som bare passer perfekt til.

Salaten kan stå alene serveret med skiver af lækker gedeost og et godt brød til. Jeg har også med held serveret den som tilbehør til grillet kød, men så udelades gedeosten.

Planlægning 
Det tager ca. 30 min at lave den skønne sommersalat.
En stor del af salaten kan laves i god tid. Pinjekerner kan ristes, salaten skylles og dressingen laves klar mange timer og gerne dagen før servering

Budget
I højsæsonen når både jordbær og hindbær er billige kan salaten laves for lidt under 100 kr. 


God fornøjelse :-)
Line & Marianne